Vegansk jul: Leverpostej

I 1992 blev leverpostej kåret som danskernes foretrukne pålæg. Leverpostej bruges som pålæg på brød og spises ofte sammen med agurk (friske eller syltede), syltede rødbeder, asier, ristede løg eller ristede champignoner. Denne sammensætning kaldes leverpostejmad og er en af de almindelige madder i skolebørnenes madpakker. Dog er det som veganer, eller glutenallergiker ikke altid lige nemt. Medmindre… At man laver det selv!

Derfor har jeg valgt at dele opskriften på denne lækre veganske og glutenfrie leverpostej!
Opskriften giver leverpostej svarende til en springform (20 cm) eller en alm. rugbrødsform.

Ingredienser:
1 ds. kikærter
4 spsk. olie
1,5 dl vand
400-500 g svampe*
2 tsk. salt
½-1 tsk. peber
½ tsk. cayennepeber
2 tsk. røget paprika
2 tsk. sukrin/sukker
½ tsk. kardemomme, (kan undlades)
1-1,5 tsk. allehånde
3 spsk. mel, glutenfri**
1-2 løg, små
½ tsk. muskatnød, (kan undlades)
2 spsk. eddike
2 tsk. spidskommen

*Brug friske, f.eks. Champignoner, ellers har Meny en i deres frostafdeling, hvor der er blandede svampe i en pose, den kan også bruges 😉
** Jeg brugte havremel, da jeg synes det binder rigtig godt.
Kan undlades – jeg har skrevet, at ting kan undlades, men anbefaler, at du bruger det jeg har skrevet, da det smager mest af “leverpostej” ved denne opskrift!

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180 grader, varmluft.
Først steges svampene af på en pande, med lidt olie.
Herefter blendes kikærter, vand, svampe, olie og løg.
Du kan gøre det, at blende alle ingredienserne i blenderen, men jeg synes, at det er nemmere at blende de ovenstående først og herefter hælde det over i en røreskål.
Hvorefter de øvrige ingredienser blandes i.

Hæld leverpostejmassen over i en springform/rugbrødsform som er beklædt med bagepapir.
Bages i 12 minutter ved 180 grader, herefter skrues der ned til 130 grader, og den bages i yderligere 18-20 minutter.


OBS!
Den kan godt virke lidt “ubagt” når du tager den ud, men tro mig, den bliver fast når den er kold.

Serveringsforslag:
Et godt lille tip: smager ekstra godt, hvis du lige luner den inden servering.
– Serveres med f.eks. hjemmelavede syltede agurker, rødbeder eller ristede løg. Eller som på billedet med syltede agurker og purløg!

Velbekomme – og tak, fordi du læser med!

Balsamico-stegte svampe

Jeg er helt pjattet med svampe, og især disse smagfulde champignoner, som er vendt i en marinade af blandt andet balsamico, olie og friske krydderier.
Balsamico er en eddike, som er fremstillet af druemost. “Balsamisk” indikerer at den dufter aromatisk. Balsamico kan fås i hvid og rød. Men i denne opskrift har jeg brugt en mørk rød, da den er mere kraftig i smagen end den hvide.
Opskriften giver ca. 3-4 portioner balsamico-stegte champignoner.

Ingredienser:
500 g champignoner*
3 spsk. olie
3 spsk. balsamico, sort
3 spsk. sojasauce, glutenfri
2-3 fed hvidløg, presset eller hakket
En håndfulde friske krydderurter, hakkede**
Evt. 1/2-1 tsk. chiliflager.

* Der er ca. 250 g i de almindelige bakker med champignoner, men Føtex og Netto har en stor pakke champignoner, til ca. 16 kroner, som er dobbelt størrelse. Det er denne jeg plejer at købe. Ellers kan du også halvere opskriften og lave portionen med 250 g svampe.
**Friske krydderurter som f.eks. rosmarin, basilikum eller timian.

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180 grader, varmluft.
I en røreskål kommes olie, balsamico, sojasauce, hvidløg og hakkede krydderurter.
Rør rundt og smag til med ekstra krydderier.
Rens champignonerne og kom lidt af svampene op i marinaden, rør rundt så alle svampene bliver dækket med marinade. Kom dem op i et ildfast fad, og gentag indtil alle svampene er blevet vendt i marinaden. Hvis der er mere marinade tilbage, så fordel det udover svampene i det ildfaste fad.
Kom fadet i ovnen, og lad svampene tilberedes i ca. 20 minutter. Rør rundt i fadet undervejs.
Svampene er nu klar til servering.

Serveringsforslag:
Serveres som tilbehør til julemiddagen sammen med delikate frikadeller, råsyltede rødløg, kogte kartofler, brunede kartofler , rå rødkålssalat, brun sovs og æbler med gelé.

Velbekomme – og tak, fordi du læser med!

Vegansk jul: Brunede kartofler

Brunede kartofler er en danske julespecialitet. De spises i mange danske hjem til diverse julefrokoster og julemiddagen den 24. december.
De pillede små kartofler bliver vendt i en karamel af smør og sukker, som gør dem søde og helt perfekte til den øvrige julemad.
Jeg synes, at du skal undgå at bruge de kartofler fra glas, da de hurtigt bliver smattede, og jeg synes ikke at de lever op til det gode resultatet, som kan opnås med nykogte pillede kartofler kan.
Opskriften nedenfor giver ca. 6 portioner.

Ingredienser:
1 kg kartofler, små*
1 dl sukker
4 spsk. vand
30 g smør

Fremgangsmåde:
Kog de små kartofler i 9 minutter, hæld vandet fra.
Det er vigtigt at de ikke er helt færdigkogte, da de skal steges i sukkerlagen senere, og vil derfor tilberedes færdigt.
Lad kartoflerne køle i et par minutter, men ikke for længe. De skal stadig være varme, da det gør dem nemmere at pille skrællen af.
På en stor pande kommes sukkeret. Lad sukkeret smelte, uden at røre i det.
Når det begynder at blive lysebrunt tilsættes vandet.
Efter et par minutter tilsættes smøren.
Når smøren er smeltet, varm og er karamelbrunt tilsættes kartoflerne. Rør ikke rundt i karamellen, men skrue ned på middelvarme.
Vent små 5 minutter til at du kan se hvordan karamellen begynder at syde omkring kartoflerne, først her vender du forsigtigt kartoflerne rundt med en palet.
Nu venter du igen 5 minutter, og vender igen. Det gøres yderligere ca. 2 gange indtil at karamellen klæber sig til kartoflerne hele vejen rundt.

De brunede kartofler er nu klar til servering.

Serveringstips:
Serveres gerne sammen med delikate frikadeller, hjemmelavet rødkål, råsyltede rødløg, kogte kartofler, rå rødkålssalat, brun sovs og æbler med gelé.
De kan også serveres sammen med balsamico svampe og veganske fiskefiletter / fredsfisk .

Velbekomme – og glædelig jul.

Vegansk jul: Kålsalat med sennepsdressing

Denne lækre og sprøde kålsalat er lavet med granatæblekerner, æble, valnødder og grønkål.
​Grønkål er en toårig plante, der blomstrer med gule korsblomster året efter såning. 
Grønkål er den vitaminrigeste og mest hårdføre af de dyrkede kål og er fyldt med vitamin A, vitamin C, vitamin K, vitamin B6, folat og mangan.
Kål er en god kilde til tiamin, riboflavin, pantotensyre, vitamin E og flere mineraler, heriblandt jern, calcium, kalium og fosfor.
Opskriften giver ca. 3-5 portioner, alt efter om det er som tilbehør eller hovedmåltid.

Ingredienser:
180-200 g grønkål, fintsnittet
½ granatæble*
2 æbler
100 g valnødder

*Hvis du ikke gider at stå og pille granatæblet, kan du også købe de granatæblekerner, som er pillet og klar til brug. Brug ca. en pakke, hvis du bruger dem, men det er bare vigtigt, at det er dem på køl, og ikke dem fra frost.

Dressing:
3 spsk. sennep
2 spsk. olie
2 spsk. vand
1 spsk. sukker
Evt. ca. 1/2 tsk. chili

Fremgangsmåde:
Skyld grønkålen og kom den i en skål.
Skær æblerne ud i mindre tern, og hak valnødderne groft.
Bank – eller pil – granatæblekernerne ud fra skalden.
Bland det hele godt sammen.
Bland ingredienserne til dressingen sammen og smag til med sennep og sukker.
Anret og fordel lidt dressing ud over. Klar, parat, spis!

Serveringsforslag: 
Serveres gerne sammen med delikate frikadellerråsyltede rødløg, kogte kartofler, brunede kartofler  , rå rødkålssalatbrun sovs og æbler med gelé

Velbekomme – og tak, fordi du læser med.

Vegansk jul: Rå rødkålssalat

Rødkål er en grøntsag som bruges ekstra meget omkring juletid.
Den mørkelilla grøntsag er en grov grøntsag som derfor indeholder kostfibre. Derudover indeholder rødkålshovedet A-, B- og C-vitamin samt betacaroten og kalium.
Første gang opskriften på denne jule-spise blev delt var i Fru Constantins Husholdnings- og kogebog tilbage i 1902 og har været fast inventar på de fleste anretningsfade når julemaden serveres i de danske hjem.
Opskriften på denne rå rødkålssalat giver ca. 4-5 portioner.

Ingredienser:
½ rødkålshoved
1 dl cashewnødder
6-10 soltørrede tomater
Ca 10. skiver råsyltede rødløg*
Evt. 2 spsk. olie
Evt. 4 spsk. appelsinsaft

*Kan også erstattes med almindelige løg, men de råsyltede rødløg giver et godt twist.

Fremgangsmåde:
Hak rødkålen, cashewnødder, soltørrede tomater og de råsyltede rødløg i mindre stykker og kom det hele i en skål.
Bland olie og appelsinssaft sammen og hæld det over salaten, hvis dette ønskes.

Serveringsforslag:
Serveres gerne sammen med delikate frikadeller, hjemmelavet rødkål, råsyltede rødløg, kogte kartofler, brunede kartofler, brun sovs og æbler med gelé.

Velbekomme – og glædelig jul.

Vegansk jul: Delikate frikadeller

Frikadeller er en af danskernes yndlingsretter, og kan laves i mange udgaver.
Ordet frikadeller kommer fra det intalienske “frittatella”.
Da jeg begyndte som veganer, var en af de mest savnede retter frikadeller. Derfor gik jeg i gang med at eksperimentere, og har bikset denne opskrift sammen på nogle meget delikate dunser. Dunserne er lavet på ris, og en masse skønne krydderier.
Opskriften giver ca. 8 dunser.

Ingredienser:
3 dl ris, kogte
1 håndfuld koriander, friske*
2-4 stk. soltørrede tomater
1 spsk. karry
2 spsk. sojasauce
1 tsk. hvidløgspulver
1 løg
2 store spsk. mel**
2 spsk. sojamælk eller anden plantemælk
Salt
Peber
Evt. lidt chili

* Du kan også bruge andre friske krydderurter.
** Jeg brugte glutenfri havremel

Fremgangsmåde:
I en røreskål kommes de kogte ris, karry, sojasauce, hvidløgspulver og evt. lidt chili.
Hak de soltørrede tomater, løg og korriander fint og kom dem op i skålen.
Tilsæt mel og sojamælk og rør rigtig godt i dejen.
Smag til med ekstra krydderier, så de bliver som du godt kan lide. (Ekstra krydderet eller ej) 
Tænd for en pande og kom lidt kokosolie på, og lad panden blive varm.
Form dunserne og steg dem ca. 4-5 minutter på hver side. Vend gerne flere gange undervejs.

Serveringstips:
Serveres gerne sammen med hjemmelavet rødkål, råsyltede rødløg, kogte kartofler, brunede kartofler , rå rødkålssalat, brun sovs og æbler med gelé.

Velbekomme – og glædelig jul!

Bønnesalat med veganske kødstrimler og chilidressing

Jeg har her til aften lavet denne lækre bønnesalat fyldt med grøntsager, hakkede nødder og LikeMeat “Veggie beef style strips”, som er veganske kødstrimler, som smager virkelig lækkert i denne proteinrige salat.
LikeMeat er et gluten-, konserveringsmiddel- og sojaFRIT produkt, som er lavet på grøntsager og ærteprotein. Deres produkter indeholder kun naturlige ingredienser.

Salaten giver ca. 2 store portioner.

Ingredienser:

Salat:

250 g udblødte bønner*
1 liter vand
1 boullionterning
Ca. 150 g salatmix – eller din yndlingssalat
8-10 cherrytomater
½ agurk
1 pk. LikeMeat Veggie beef style stripes**
1 tsk. kokosolie
Salt / Peber
5-6 paranødder

Dressing:
1 dl yoghurt, f.eks. soja
1-2 tsk. Sriracha Chili Mayo***
½ tsk. sukker / sirup
½ – 1 tsk. chiliflager
Salt / Peber

* Jeg brugte en pose med (tørre) bønnemix, du kan også bruge bønner som f.eks. Pinto, Borlotti, sorte eller hvide bønner eller kikærter.
Bønnerne skal udblødes i ét døgn.
** Kan købes i blandt andet Kvickly, Brugsen, Superbrugsen og Greenos.
*** Kan købes i Netto, Føtex og asiatiske købmænd.

Fremgangsmåde:
De udblødte bønner koges i en gryde med vand og boullion i ca. 50-60 min. (Se præcis anvisningen på pakken.)
På en pande med lidt kokosolie og lidt salt steges de veganske kødstrimler.
Skyld salaten, og skær agurk og tomat i mindre stykker og fordel grøntsagerne i en skål eller på et fad. Kom de kogte bønner og de veganske kødstrimler ovenpå.
Rør dressingen sammen, smag til og hæld over. Drys med hakkede nødder.

Velbekomme – og tak, fordi du læser med!

Vegansk hummus-paté

Indimellem får jeg lyst til at eksperimentere med forskellige pålægstyper.
Denne gang har jeg lavet en hummus-paté. som smager helt vidunderlig. Den kan bruges som frokost-pålæg, som smørepålæg til morgenmaden eller som en lille snack.
Madpakken er hermed reddet fremover.

Ingredienser:
2,4 dl kogte kikærter*
1 dl gærflager
3 dl vand
1 tsk. Herbamare grøntsagsbouillon
3 spsk. citronsaft
1,5 spsk. agar-agar pulver**
1 tsk. urtesalt

* Svarende til ca. 1 ds. kikærter i drænet vægt.
** Vegansk geleringsmiddel.

Fremgangsmåde:
I en gryde kommes vand, bouillon og agar-agar pulver, lad det koge stille op imens det piskes let.
Når det begynder at koge kommes gærflager, citronsaft og urtesalt i. Lad det småkoge i et par minutter, og sluk derefter for blusset.
I en blender kommes kikærter, sammen med boullonvandet og blendes godt.

Kom massen i en form / bøtte, og stil den på køl.
Lad det gerne stå i 4-12 timer.

Er nu klar til servering. Smager himmelsk på nybagte boller, riskiks eller noget lækkert knækbrød.

Velbekomme – og tak, fordi du læser med!

Ezme – spicy tomatsalat.

Denne gang dykker jeg ned i det tyrkiske køkken, og har lavet denne smags- og powerfulde tomatsalat.

Når man rejser til f.eks. Grækenland eller Tyrkiet støder man på begrebet “meze” på stort set alle restauranter.
En meze indeholder normalt animalske produkter, men nogle restauranter laver den vegetarisk, og det er en servering af forskellige små retter som f.eks. Hummus, aubergine salat, tzatziki og andre grøntsager.

Der er både varme og kolde retter. En af de kolde retter kunne være hjemmebagt brød med ezme.
Ezme er en meget typisk tyrkisk salsa-lignende salat, som er lavet af tomater og peberfrugt. Den serveres meget ofte på tyrkiske restauranter.

Den serveres fitnhakket og koldt, hvilket giver en sprød og forfriskende smag..

Opskriften giver ezme til ca. 2-4 portioner.

Ingredienser:
3 tomater
1 grøn peber
1 rød peber
1 løg
1-2 fed hvidløg
1 spsk. olie
1 spsk. tomatpuré
1/2-1 tsk. chilipulver eller frisk chili
Salt
Peber
Persille

Fremgangsmåde:
I en foodprocessor kommes løg, hvidløg, peberfrugter og tomat.
Hvis du ikke har en foodprocessor, så hak det med en kokkekniv. Det skal hakkes meget fint.
Rør tomatpuré, olie, chili, salt, peber og hakkede persille sammen.
Rør tomat-saucen sammen med de finthakkede grøntsager.
Smag til med evt. citronsaft og krydderier.

Spises straks ellers lad ezmen stå på køl i et par timer, så den får lov at trække og bliver ekstra stærk.

Velbekomme – og tak, fordi du læser med!

Vegansk jul: Veganske fiskefiletter / Fredsfisk

Flere spørger om pålægsforslag, når det skal være vegansk og glutenfrit.

Jeg har lavet forskellige pålægstyper, men denne her er helt fantastisk. “Fiskefileter” helt uden fisk.

Det perfekte veganske julefrokost-bord indeholder selvfølgelig vegansk fiskefilet og vegansk sild .

Jeg har lavet disse veganske fiskefileter så mange gange, og bliver aldrig træt af dem. De smager helt fantastisk og er meget autentiske i smagen.

De smager ekstra godt hvis du laver dem et par timer før servering, eller dagen før.

De passer særdeles godt på julebordet, men ellers egner de sig også til påskefrokosten eller bare som pålæg en helt almindelig mandag. 🙂

Prøv den, de er fantastiske.

Opskriften giver ca. 10-15 veganske fiskefileter.

Ingredienser:

“(FREDS)FISKEN”:
350 g pastinakker*

*Ønsker du, at resultatet skal være meget som den “ægte varer”, så gå efter dem som er brede i toppen, da de ligner “rødspætter” i formen. De små smager nu ligeså godt!
Du kan bruge auberginer eller knoldselleri også. Men Pastinakker får den helt rette konsistens.

DEJEN:
2 tsk. salt
2 tsk. paprika, røget
2,5-3 dl mel*
1 fed hvidløg
2 dl vand
1 tsk. karry
Peber
Evt. 1/2 tsk. spidskommen

*Brug gerne boghvede og/eller havremel . Jeg brugte 50/50 og resultatet blev rigtig godt.

PANERING:
Rasp*

* Glutenfri rasp fås i Rema (der hvor det er billigst), Meny, Føtex og andre store fødevarerbutikker.
Er dette helt umuligt at skaffe, så kan du panerer dem ved at vende dem i havremel, havregryn eller cornflakes som er knust.

Fremgangsmåde:

Skræl pastinakkerne og stør dem i skiver (Ca. 0,5-0,7 cm tykke).
Læg dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen i 10-12 minutter ved 200 grader.

Nu laves dejen. Bland alle ingredienserne sammen. Dejen skal være godt tyk, og skal kunne hænge fast på “fisken”. Stil på køl indtil pastinakkerne er klar.
Når pastinakkerne er bagte – og afkølet – vender du dem i dejen og herefter i raspen.
Du skal nu stege “fredsfiskefileterne” på en varm pande.
Eller bages i ovnen i 200 grader.

Serveringsforslag:
– Serveres ligesom på billedet med ovnbagte moste rosmarinkartofler, hjemmelavet remoulade, lidt citron og f.eks. friske ærter.
– Ellers smager “fredsfisken” rigtig lækkert på en skive rugbrød med remoulade. (især til julefrokoster/påskefrokoster)
– Eller i en lækker sandwich med masser af grøntsager i.