Glutenfrit fletbrød

Glutenfri bagning kan til tider være noget af en udfordring. Jeg har forsøgt mig med en masse forskellige variationer af brød og boller, og er ofte blevet meget skuffede. Glutenfrit brød kan ofte være meget kompakt og virkelig tørt. Det har jeg valgt at udfordre, og efter utallige opskrifter er jeg kommet frem til denne.
Dette fletbrød (kan også laves som boller), er virkelig fantastisk og lækkert.
Det er luftigt indeni, og det er virkelig noget af det jeg savner ved normalt glutenfrit brød.
Så savner du et glutenfrit brød som dejlig krydderet og har en lækker konsistens, så prøv endelig opskriften og giv feedback.
Opskriften givet et stort fletbrød, eller ca. 10 boller.

Ingredienser:
1 ds kikærter (kun kikærtevandet, ca. 160 g)
2 tsk eddike
2,5 dl vand
1 pk gær
2 spsk sukker
1 tsk salt
2 spsk HUSK, loppefrøsskaller
Ca. 400 g havremel

Tilbehør: 
Olie
Salt
Peber
Evt. Oregano
Evt. Chiliflager
Evt. Five star krydderi
Eller andre krydderier

Fremgangsmåde:
Denne opskrift kræver en røremaskine, eller elmixer.
I en røreskål piskes kikærtevandet i ca. 5-7 minutter indtil det er pisket til en fast “flødeskumsmasse”.
Imens der piskes tilsættes eddiken i en tynd stråle, og piskes videre i ½ min.
I en lille skål røres gæren ud i vandet. Når det er opløst hældes det langsomt i flødeskummassen, imens der stadig piskes.
Tilsæt salt, sukker og HUSK og lidt efter lidt røres havremelet i.

Stil dejen til hævning i ca. 15 minutter.

Del dejen i tre kugler, og rul dem ud til lange pølser.
Flet brødet (se evt. billede).
Tænd ovnen på 180-190 grader, varmluft.
En bradepande pensles med lidt olie, og det flettede brød kommes oveni.
Lad det hæve i yderligere 15 minutter.
Pensl brødet med lidt olie og drys med ønskede krydderier.

Bag brødet i ca. 30 minutter, alt efter ovn. Det skal have en fast bagt overflade.
Brødet kan godt virke lidt “ubagt” indeni, når det tages ud af ovnen, men når det bliver koldt bliver det fast.

Velbekomme – og tak, fordi du læser med!

Veganske marengs påskeæg

Påsken er lige om hjørnet og det betyder, at der skal “påske-snolder” på bordet! 😀 Denne gang har jeg lavet marengs påske-spejleæg! De er selvfølgelig helt uden animalske produkter, så ingen æg. 🙂
De er lavet af aquafaba. Nu tænker du måske “aqua..hvad for noget”. Men det er simpelthen det vand der er i kikærternes dåse, eller det vand der er tilovers når du har kogt kikærter. Det er et super godt alternativ til æggehvider, fordi det kan piskes stift og bruges til f.eks. disse påske-marengs. 🙂

Opskriften giver ca. 10-12 “spejleæg”

Ingredienser:
1 ds. kikærter (du skal kun bruge vandet fra dåsen) svarende til ca. 160 g kikærtevand.
55 g sukker*
¼ tsk. citronsyre**
1 tsk. gurkemeje eller naturlig gul frugtfarve (Kun den del der skal være æggeblommer)

*Jeg bruger almindeligt sukker, da det giver en holdbar form.
** Meget nødvendig for at holde en fin form.

Fremgangsmåde:
Læs opskriften igennem først, så du ved hvad du skal gøre inden start.

“Det er ikke så svært, når man først får det lært”
Men det kræver lidt koncentration, og du skal være lidt hurtig ved fordelingen af “æggemassen”, eftersom, at den ikke må falde sammen. Så gør alt klar inden du går i gang.
Alt fra en bageplade med bagepapir, frugtfarve og til skeer.

Klar, parat, start:
Ovnen tændes på 100 grader.
I en gryde kommes kikærtevandet og koges ind til ca. halvdelen af startmængden. (Fra ca. 160 g til ca. 70-80 g.) Når det er kogt ind til halvdelen, køles det helt af.

I en tør og ren røreskål (meget gerne tørret af med eddike), kommes det kolde kikærtevand og citronsyre, og røremaskinen / håndmikseren startes. Efter 3 minutter kommes 1-2 teske sukker i ad gangen. Pisk ca. 1 minut før du tilsætter 1-2 teskeer sukker igen. Sådan fortsætter du indtil sukkeret er pisket sammen med kikærtevandet.
Det skal piskes i ca. 13-15 minutter, da “æggemassen” ellers vil falde sammen.
Hellere piske lidt længere tid, end for lidt.

Nu skal du være lidt hurtig, og det næste må ikke tage ret lang tid:
Fordel ⅓ af æggemassen på bagepapirbeklædt bageplader, med en spiseske. Ca. 1-2 spiseskefulde “æggemasse” fordeles. Det skal være æggehviden i vores spejleæg. Start maskinen igen, imens der piskes gurkemeje eller gul frugtfarve i resten af “æggemassen”. Pisk ca. 30-60 sek. Fordel nu den gule “æggemasse” oven på de hvide “æggehvider”. (Således at det ligner et spejleæg)

Bages i ca. 1,5 times tid. Når tiden er gået slukkes ovnen. Lad dem få det sidste varme. Når de er kølet helt af, tages de ud af ovnen. Ikke før!
Spejleæggene er nu klar til at blive serveret.

Velbekomme – og tak, fordi du læser med.

Opskriften er udarbejdet ud fra inspiration fra Plantepusherne’s “Den marengske grundlov”.